Historie og tanker om det hele - DK

Vores kæreste Mary Ann er blevet født nu med 980g og 37 lange centimeter torsdag den 18. oktober 2007.
Det var bestemt ikke planlagt, at det hele skulle gå sådan. Vi har længe nøje overvejet og organiseret, at vi skulle have barn. Det har været meget kaotisk for os de sidste små to uger her.
En tid ved jordemoderen torsdag den 11. oktober endte med akut indlæggelse pga. forhøjet blodtryk. Den mellemliggende uge gik med observation for svangerskabsforgiftning, som desværre resulterede i, at jeg blev nød til at få foretaget akut kejsersnit i uge 29.
Heldigvis endte det jo godt. Jeg har det rigtig fint. Faktisk bedre end nogensinde både fysisk og mentalt. Jeg har det dog meget sådan, at jeg lige skal have lov til at fordøje tingene nu. F.eks. kan jeg ikke sådan multitaske mere. Jeg vil gerne fordybe mig med én ting af gangen. Når jeg spiser, tager jeg ikke telefonen. Når jeg snakker med nogen, skal fjernsynet være slukket osv. Det er lidt pudsigt, men sikkert i virkeligheden meget forståeligt. Mit blodtryk er lettere forhøjet, men holdes i ro medicinsk i nogle få uger endnu, vil jeg tro. Jeg har tabt mig 8-9 kilo. Det er en pænt del mere, end jeg overhovedet nåede at tage på under min graviditet. Jeg var meget syg de første dage efter, hvor jeg lå på intensiv afdeling. Det var meget skræmmende. Jeg var skræmt over, at noget så naturligt kan gå så galt så hurtigt og så nu om dage. Jeg var skræmt, fordi jeg kunne mærke, at jeg heller ikke psykisk var mig selv. Jeg var mere og mindre lige glad med, hvad Neil sagde. Jeg kunne ikke forholde mig til alle de hilsner, han overbragte mig fra jer alle. Jeg er så utrolig taknemmelig for alle jeres søde hilsner og tanker. Det har været fantastisk at vide, at Neil har kunnet få en sludder med jer, mens jeg lå der.
Mest skræmmende af alt; jeg var ret ligeglad med, at der lå en baby, der mest af alt ville være sammen med mig. Jeg kunne slet ikke rumme hende. Jeg var bange for, om jeg overhovedet ville blive interesseret i hende. Gad jeg overhovedet se hende, når jeg fik lov til at komme derop. Det var så syret det hele. På 3. og sidste dagen for intensiv afdeling sad jeg og udfyldte en fødselsanmeldelse på hende. Jeg havde slet ikke set hende og ej heller forstået, at hun var min. Når jeg så ned af mig selv, kunne jeg se, at jeg var helt flad. Hun var ikke mere inden i mig. Men hun var jo heller ikke hos mig. Så det var som om intet var sket. Jeg følte mig hægtet af – uden kontrol. Mig der havde planlagt denne graviditet ned i mindste detalje. Jeg havde været så fokuseret på, at alt skulle være godt for hende. At mit helbred ikke ville spille nogen større rolle for hende. Hvor var det bare uretfærdigt altså. Jeg følte mig snydt. Hvor var resten af denne skønne nemme graviditet blevet af? Hvorfor kunne jeg ikke få lov til at gå tiden ud? Nu skulle jeg fra på barsel og nyde de sidste uger.
Jeg kunne mærke, at det forventes, at jeg engagerede mig lidt i dette barn. Efterhånden som jeg blev friskere søndag og mandag, fik jeg tid med hende. Det var stort at få lov til at sidde med hende om søndagen. Neil vimsede omkring og blev ved med at snakke om, hvad hun skulle hedde. Jeg gad ikke snakke om det. Det var så svært for mig at skulle forholde mig til det også. Men det var fint for mig at blive presset lidt. For nu kan jeg slet ikke forstå, at jeg har haft det sådan. Men det er også vigtigt for mig at erkende og vedstå. Nu kan jeg kun forklare den gode proces ved: She kind of grows on you. Da jeg først havde fået hende oppe at ligge, drømte jeg bare om næste gang osv. Så det gik heldigvis i sig selv hurtigt. Nu er hun vores længe planlagte og meget ønskede barn. Hun er vores lille prinsesse, et ord som slet ikke er dækkende for alle de følelser, vi har. Vi oplever hende som bl.a. stædig, stærk og selvstændig. Alt andet end lille og skrøbelig. Hun hviler godt i sig selv og finder hurtigt ro. Hun har sine meningers mod.
Vi er meget taknemmelige for, at hun er kommet til verden. Hun har i den grad vendt op og ned på det, vi forestillede os omkring et liv med hende. Men nu sidder vi her knap to uger efter, og kan ikke forestille os det anderledes. Vi ser også det pudsige i, at vi har planlagt alt mulig for, at alt blev så godt, trygt og sikkert for hende som muligt og så bliver alt vendt ved hendes ankomst alligevel. Gud har sikkert tænkt, vi ikke skal tro, vi kan styre naturens gang. Når Han så bare lader sine engle passe på hende, dersom vi bliver nød til at være hjemme, så går det. Det er det værste; at vi ikke kan være hos hende så tit, som vi gerne ville. Vi sætter alle vore ressourcer ind på at få de praktiske ting hjemme i orden, så vi kan være der. Det er frustrerende, hårdt og stressende, at der pludselig forventes så meget mere af os. Vi føler ikke, vi har kontrol over vores egen dagligdag. Vi har brug for at sætte dagsordenen med en rytme, der passer ind i det kaos af praktiske ting, der nu skal gå op. Det er blandet i vores liv samtidig med, at vi gerne vil, at hun ofte kan høre vores stemmer, fornemme vores nærhed, mærke vores hænder, dufte os og blive beroliget ved vores hjertelyd.

Nu hvor vi har lært hende at kende, tvivler vi ikke på hendes evne til at komme igennem denne uplanlagte start. Vi ved også, at hun er i gode hænder i sin ”lille varmekasse” på hospitalet. Vi føler os trygge, når vi tager hjem. Velvidende at hun bliver passet så godt på, og vi får besked, når der sker noget nyt. Heldigt at have mobiltelefonen og alt det andet teknik samt velfungerende sygehusvæsen, som nu bare er endnu mere værdsat af os.