Historien om Mary Ann’s navn

Det var faktisk slet ikke meningen, at vi ville kalde vores barn Mary Ann. Jeg følte mig i øvrigt også overbevist om, at det var en dreng. Måske var det efter min sædvanlige devise: Forvent det ”værste”… Ikke forstået på den måde, at det ville være forfærdeligt at få en dreng. Så længe det er et sundt og lykkeligt barn, er det jo top. Men jeg har altid været usikker på, om jeg mon kunne tumle sådan en lille vild dreng. For sådan er drenge jo, ikk? Lige så vel som piger er stille og rolige?

Da jeg lærte Neil at kende, var det da også en stor glæde at vide, at han netop havde en pige og ikke en dreng, der ville tumle, slås, klatre i træer, jeg ikke kunne få hende ned af og spille fodbold, jeg ikke kunne forholde mig til. Når nu det skulle være med den der pakkeløsning mand og barn på én gang. Men jeg bliver jo klogere hele tiden. Jeg måtte også erfare, at nej, piger er ikke altid blot sådan nogle stille og rolige nogle. Cecilie er nok mere i virkeligheden en drengepige. Hun elskede at møffe rundt med mig, da hun var lille. Så skulle vi ”klare hinanden”. Så gik det lystigt for sig. Hun sad fast i et træ, hvor det alligevel lykkedes mig at få hende ned. Jeg har været med til utallige fodboldkampe, hvor hun stolt har vist, hvor dygtig hun er. Og alting er jo gået fint og i virkeligheden ret uproblematisk.

Så at jeg ventede en dreng, var vel også helt okay. Jeg blev aldrig kønsskannet. Jeg synes faktisk, det er noget pjat, at man skal vide alting på forhånd. I øvrigt har jeg oplevet flere, der har været skuffet og overrasket, da det så ikke blevet det forudsagte køn alligevel. Så hvorfor bruge energien på det?
Men et navn skulle vi jo have fundet – til drengen jeg ventede. Så vi snakkede alle mulige drengenavne. Pigenavne diskuterede vi ikke særlig meget. Vi lavede meget sjov med det. Det kunne vel nok være sjovt at kalde hende Mary. Altså hvis nu det skulle blive en pige mod alle ods. Det vil sige mine ods. For Neil og Cecilie har hele tiden regnet og håbet inderligt på, at det blev en pige.

Det sjove ved, at vi ville kalde hende Mary er, fordi Neils forældre kalder mig Mary. Det gør de, fordi Cecilies mor også hedder Tina. Det kan de simpelthen ikke finde ud af. Selvom det tit er ret åbenlyst i sammenhængen, hvem det er, han taler om. Det er irriterende, da jeg gerne vil tiltales med mit navn. Jeg kan forstå, hvis jeg var her midlertidig. Men jeg har ikke tænkt mig at gå nogle steder. Så en brugbar løsning kunne være godt. Vores ene svigerinde fandt så ud af den geniale løsning med sine drenge, at jeg kunne blive kaldt ”Faster Tina” af dem. De kalder Cecilies mor ”Auntie Tina” og så er alle glade. Så langt så godt.
Neil og jeg snakkede så om, at vi ville holde navnet på barnet hemmeligt. Og så ville vi bare sige, at en evt. pige skulle hedde Mary. Sådan for at lave et statement.

Men tingene gik jo slet ikke som planlagt. Pludselig skulle jeg have vores barn under ret dramatiske former. Midt i det hele stod den stakkels Neil og måtte pludselig træffe nogle store beslutninger alene. Jeg var helt væk af medicin og blev jo indlagt på intensiv i nogle dage. Jeg kunne ikke forholde mig til, at jeg havde født overhovedet. Jeg fattede heller ikke, at det så var en pige. Faktisk troede jeg ikke på det, da Neil sagde det til mig. Personalet sagde det så også. Men jeg troede, Neil havde fået dem til at bilde mig ind, at det var en pige. Personalet blev ved med at spørge Neil om et navn. Han har helt sikkert følt, at hun skulle have et navn. Det hele gik så hurtigt. Og ville hun nu overleve? Det eneste han kunne komme i tanke om var, at vi havde talt om Mary.
Han spurgte mange gange, mens jeg var på intensiv allerede og de efterfølgende dage. Jeg sagde bare, at det måtte vi se på. Men lige ind til videre var det et okay navn. Men det duede jo ikke rent praktisk. Der ville det være alt for forvirrende, når hans forældre også kaldte mig Mary.

Neils mor har sikkert også syntes, at det var skørt med det navn. Hun ringede hjem til Neil, mens vi var indlagt mindst én gang dagligt. Så snakken om navnet kom ofte op. Til sidst foreslog hun, om det ikke kunne ende på Mary Ann. Lige i starten Neil præsenterede navne-ideen for mig, var jeg ikke begejstret. Ikke rettere jeg havde stadig ikke nogen holdning. Neil var ved at gå i panik. Hans Tina uden en holdning. Jeg måtte være meget syg så. Han rystede mig for sjov: ”Hvor er min Tina henne? Spyt hende ud! Jeg vil have hende tilbage!”. Der gik et par dage. Der var efterhånden mere ro på det hele. Jeg var ved at være mere frisk. Jeg fik lov til at sidde med min lille baby. Når man sidder der helt afslappet, kan man ofte bedre overskue tingene. Også de store beslutninger. Neil dristede sig til at spørge mig igen om navnet Mary Ann. Tænk sig. Overraskende nok kunne jeg nu se lyset i det navn. Det kunne slet og ret ikke være anderledes, da jeg sad der roligt og kiggede ned på hende. Mary er et prinsesse navn, men navnet Ann er til én stærk person. God blanding som vores lille - Mary Ann jo er.
Folk kender det engelske navn Mary pga. kronprinsessen. Og Ann er jo også et dansk navn. Så det burde være i vinkel. Vi snakkede så lidt frem og tilbage om, det skulle være med eller uden bindestreg. Men vi besluttede os for, at det skulle være uden. Så kan hun altid bruge bare det ene navn, hvis hun vil. Måske kommer der uforudset en masse, der hedder Mary. Så kan hun bruge navnet Ann alene. Men jeg tror, navnet ofte skal staves desværre. Så nu har det stakkels barn et dobbelt navn og et efternavn, der skal staves igennem fra ende til anden. Jeg håber, hun lever godt alligevel trods besværet.